Ny side om planlægning mod lysforurening

Det er bedre at forebygge lysforurening, inden den opstår, end at forsøge at løse problemer med lysforurening, når den først har vist sig.

Lysforurening kan bl.a. forebygges ved at sikre, at der kommer bestemmelser i kommune- og lokalplaner om kunstigt lys om natten. Mere konkret bestemmelser, som enten helt forbyder kunstigt (udendørs) lys om natten eller stiller krav til, hvordan anlæg til kunstig belysning – fx vej-, park- og stibelysning, sportspladsbelysning, p-pladsbelysning og gadedørslamper – skal udformes.

Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, som udformer og vedtager kommune- og lokalplaner. Det gør de i henhold til Lov om planlægning – også kaldet Planloven.

Planloven stiller bl.a. krav om, at kommunalbestyrelsen skal inddrage og høre alle interesserede, inden en kommune- eller lokalplan vedtages endeligt.

Dette krav om borgerinddragelse er en oplagt mulighed for alle, der gerne vil være fri for indtrængende lys og blænding fra fx vejbelysning og naboer, eller som gerne vil bevare en mørk nattehimmel eller beskytte nataktive dyr og sikre biodiversiteten, til at forsøge at få bestemmelser med i kommune- og lokalplaner om lysforurening og kunstigt lys om natten.

Så nu er lysforurening.dk udvidet med en side under menupunktet Løsninger, som handler om at forebygge lysforurening gennem planlægning via bestemmelserne om borgerinddragelse i Planloven.

Under menupunktet findes også sider om:

  • Regler i danske love og bekendtgørelser mv., som regulerer lysforurening mv.
Dette indlæg blev udgivet i Generelt, Kommuneplan, Løsninger, Lokalplan, Planlægning, Regulering og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.