Lysforurening:

Konsekvenser for oplevelsen af stjernehimlen

Lysforurening forringer vores muligheder for at opleve stjernehimlen. Den stjernehimmel, som gennem tusinder af år har været en kilde til inspiration for vore forfædre og for kunstere, og som astronomer har studeret for bl.a. at kunne placere Jorden og mennesket i universet og på den kosmiske tidslinje.

Vi kalder den stjernehimlen, men betragter vi den skyfri nattehimmel fra et sted uden kunstigt lys, opdager vi, at der er andet og mere end stjerner på himlen. Med lidt forstand, held og tålmodighed kan vi blandt andet også se:

• Planeter
• Stjernehobe (åbne og lukkede)
• Mælkevejen (vores egen)
• Galakser (fremmede mælkeveje)
• Meteorer og ildkugler (stjerneskud)
• Kometer
• Lysende natskyer
• Nordlys
• Zodialkallys
• Gegenschein

Vore forfædre studerede stjernehimlen

Mennesket har betragtet og studeret disse objekter og fænomener gennem tusinder af år. I Chanchal de Mahoma i Spanien er der for eksempel fundet en tegning, som illustrerer Månens faser gennem en hel cyklus. Man mener, at tegningen er fra omkring år 7.000 f.v.t.

Som vores hjemlige Solvogn og den jævnaldrende himmelskive fra Nebra i Tyskland indikerer, har vores forfædres studier af stjernehimlen haft både praktiske og religiøse grunde: Ved at følge Solens, Månens og stjernernes bevægelser hen over himlen har vore forfædre holdt styr på tiden, og samtidig har de tilbedt især Solen, fordi de vidste, hvor stor betydning dens lys og varme havde for deres liv.

Navnene og historierne knyttet til stjernebillederne på den nordlige himmel afslører, hvor stor betydning stjernehimlen har haft for menneskene omkring Middelhavet i oldtiden. De ældste stjernebilleder kan således dateres tilbage til omkring år 3.200 f.v.t. De fleste af de navne, som vi bruger i dag, kommer fra den græske mytologi og er således ca. 2.000 år gamle.

Stjernerne “drukner” i kunstigt udendørs lys

Omkring 86 procent af danskerne bor i byer i dag. Uanset hvor meget forstand, held og tålmodighed vi har, har de færreste af os mulighed for til hverdag at opleve Mælkevejen, nordlys og stjerneskud og nogle af de andre objekter og fænomener på den skyfri nattehimmel. Forklaringen er, at stjernerne mv. er “druknet” i den voksende lysforurening, som dårligt designede og installerede udendørs belysningsanlæg især i og omkring byerne skaber.

Jo kraftigere lysforureningen er, desto kraftigere skal stjernerne mv. være, før man kan se dem. Konsekvensen er, at jo kraftigere lysforureningen er, desto færre stjerner mv. kan man se.

Man kan sammenligne situationen med fugle, der synger i skoven. Når nogen begynder at larme – med musik fra en ghettoblaster, en motorsav, en traktor eller andet – kan man ikke længere høre de svageste fuglestemmer – om overhovedet nogen.

Den videnskabelige udforskning af stjernehimlen rammes

Kulturelt set er det et alvorligt problem, at vi som almindelige mennesker kun med besvær har mulighed for at opleve et stjernebestrøet nattehimmel og fornemme, hvor små vi er i det store kosmos.

Men lysforurening er også en alvorligt trussel mod den astronomiske videnskab, dvs. for den videnskabelige udforskning af stjernerne og de andre objekter og fænomener i verdensrummet.

Ganske vist kan man i dag sende teleskoper i kredsløb om Jorden og på den måde undslippe lysforureningen. Men det er en bekostelig affære, hvorfor der stadig er brug for astronomiske observationer fra Jordens overflade. Problemet er bare, at det bliver stadig vanskeligere at finde steder på Jorden, der er fri for lysforurening, og at holde disse steder fri for lysforurening.

Historisk set har danske fagastronomer måttet flytte sig sig selv og deres teleskoper først fra Rundetårn i København til Østervold i København, derefter fra Østervold til Brorfelde og senere fra Brorfelde til henholdsvis La Palma på de Canariske Øer og Las Sillas og andre steder i Chile for at undslippe lysforureningen – og samtidig slippe for det dårlige danske vejr og få adgang til større og nyere teleskoper mv.

Fagastronomer i mange andre lande har været eller er udsat for samme ‘udvikling’ – der som nævnt ikke kun skyldes flugten fra lysforureningen, og som også indebærer andre fordele end at slippe for lysforurening. Fagastronomer er ikke desto mindre bekymret over den stigende lysforurening. Det er de af (mindst) to grunde:

For det første oplever de, at lysforureningen efterhånden også truer deres observatorier på de fjerne bjergtoppe. Det hænger sammen med de voksende storbyer og brugen af udendørs belysning.

For det andet frygter de, at interessen for astronomi i befolkningen sygner hen, når almindelige mennesker ikke længere har mulighed for at opleve stjernehimlen. Det kan både betyde, at det bliver vanskeligere at få finansieret astronomisk forskning, og at det bliver vanskeligere at rekruttere nye forskere til faget.

Sammenfatning

Lysforurening berøver os udsigten til og oplevelsen af stjernehimlen. Det er ikke alene et problem i sig selv. Det er også en trussel mod den astronomiske videnskab. Og værst af alt: Det er et tab af kultur.

Læs også: Carl-Henning Pedersen og stjernehimlen