Regulering af lysforurening

Danmark har mange paragraffer i forskellige love, som sigter på at forebygge eller reducere forskellige former for forurening. Desværre er lysforurening ikke en af de typer forurening, som er godt reguleret, ligesom nattehimlen og nattemørket ikke er beskyttet mod at blive forurenet af kunstigt lys. Nogle få regler findes der dog. Denne side giver et overblik over dem.

Miljøbeskyttelsesloven

Lov om miljøbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010) har til formål at “medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Trods dette – og trods det at loven bl.a. omfatter støj – indeholder den ikke ét ord om lysforurening, lysgener, kunstig udendørs belysning eller lignende.

I en principiel afgørelse har Miljøstyrelsen faktisk udtalt, at miljøbeskyttelsesloven ikke kan anvendes til regulering af lysforurening: “Der kan ikke i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 (eller reglementets kapitel 11) ske indgreb over for gener forårsaget af lysindtryk, f.eks. fra svejseflammer eller lysreklameskilte” (Nyt fra Miljøstyrelsen, nr. 5, september 1976).

Et andet sted hedder det, at “lysgener, f.eks. fra lysreklamer, lysreflekser og projektørbelysning” ikke er omfattet af miljøbeskyttelsesloven (Vejledning om tilsyn og kontrol med forurening fra virksomheder. Vejledning nr. 8 af december 1983. Miljøstyrelsen).

Naturbeskyttelsesloven

Lov om naturbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009) har – som miljøbeskyttelsesloven – til formål at “medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Naturbeskyttelsesloven sigter særligt på at:

• beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier
• forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser
• give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet.

Ved lovens administration skal der lægges vægt på den betydning, som et areal på grund af sin beliggenhed kan have for almenheden.

Modsat miljøbeskyttelsesloven indeholder naturbeskyttelsesloven faktisk en paragraf om lysforurening, eller mere præcist om friluftsreklamer, inklusiv lysreklamer:

“Friluftsreklamer

§ 21. I det åbne land må der ikke anbringes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed.

Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke

1. virksomhedsreklamer, som anbringes i umiddelbar tilknytning til virksomheden, når de ikke virker dominerende i landskabet og ikke er synlige over store afstande,
2. skiltning for virksomheder og for salg af erhvervsgrunde m.v., der opstilles i et område, der i en lokalplan er udlagt som erhvervsområde, uanset at området ikke er udbygget. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren,
3. trafikpropaganda, der er godkendt af Rådet for Større Færdselssikkerhed,
4. plakater, der opsættes i forbindelse med folketingsvalg, valg til kommunale eller andre offentlige råd eller folkeafstemninger, og
5. mindre oplysningsskilte vedrørende næringsdrift eller virksomhed opsat på egen ejendom eller ved indkørsel til egen ejendom fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tillade, at der anbringes reklamer på idrætsanlæg.”

I en ældre vejledning til naturbeskyttelsesloven forklares det, at virksomhedsreklamer skal have en udformning og placering, så de ikke, bl.a. med hensyn til lysvirkning, virker dominerende i landskabet og er synlige over store afstande (Vejledning om Naturbeskyttelsesloven, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1993, s. 101).

De “mindre oplysningsskilte vedrørende næringsdrift eller virksomhed”, som ikke er omfattet af forbuddet i § 21, stk. 1, må ikke belyses, være oplyst, retroreflekterende eller bevægeligt (Bekendtgørelse om opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1328 af 11. december 2006, § 2, stk. 4.) Ved retroreflekterende forstås en refleksion, som karakteriseres ved, at størstedelen af den reflekterede stråling kastes tilbage i retning af lyskilden (Vejledning om Naturbeskyttelsesloven, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1993, s. 104).

Reglerne gælder kun skilte og reklamer, der opsættes den 1. juli 1992 og senere eller er ulovlig opsat (Vejledning om Naturbeskyttelsesloven, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1993, s. 106).

Begrebet det åbne land knytter sig ikke til områdets zonestatus, dvs. om et areal er beliggende i byzone, sommerhusområde eller landzone. Det afgørende er, at området ikke kan karakteriseres som by eller bymæssig bebyggelse. Det er dog muligt at regulere f.eks. lysreklamer placeret i by eller bymæssig bebyggelse, såfremt de virker, som om de var placeret i det åbne land og tillige har en dominerende karakter eller er synlige over lange afstande (Vejledning om Naturbeskyttelsesloven, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1993, s. 106). Skilte opsat ved virksomheder i erhvervsområder må således heller ikke belyses, være oplyst, retroreflekterende eller bevægelige (Bekendtgørelse om opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1328 af 11. december 2006, § 4, stk. 3).

Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, dvs. kommunalbestyrelsen skal holde øje med, at loven overholdes. Kommunalbestyrelsen skal indberette ulovlige forhold til miljøministeren, når den får kendskab til sådanne (Naturbeskyttelsesloven § 73).

Naturklagenævnet er klagemyndighed (Naturbeskyttelsesloven § 78).

Naturbeskyttelsesloven udpeger i kapitel 2 en række beskyttede naturtyper mv. Den mørke nattehimmel/stjernehimlen er ikke blandt disse.

Lovens kapitel 4 handler om offentlighedens adgang til naturen. Heller ikke her finder man ét ord om adgangen til eller muligheden for at komme til at opleve den mørke nattehimmel/stjernehimlen.

Læs også: Forslag til paragraffer i Naturbeskyttelsesloven om beskyttelse af det naturlige nattemørke

Byggeloven

Byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 1185 af 14. oktober 2010) har bl.a. til formål, at:

• sikre, at bebyggelse og ejendommens ubebyggede arealer får en tilfredsstillende kvalitet
• fremme arkitektonisk kvalitet i byggeriet
• fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt ressourceforbrug i bebyggelser.

I forlængelse af dette formål indeholder loven en paragraf, som giver kommunalbestyrelsen myndighed til at udstede forbud eller påbud, så bl.a. lysinstallationer ikke er til ulempe eller virker skæmmende i forhold til omgivelserne:

“§ 6 D. Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning.

Stk. 2. Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt.”

Klager over retlige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til byggeloven rettes til statsforvaltningen (§ 23).

Bygningsfredningsloven

Bygningsfredningsloven (lovbekendtgørelse nr. 685 af 9. juni 2011) “har til formål at værne landets ældre bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi”.

I forlængelse af dette formål indeholder loven en paragraf, der specificerer, at det kræver tilladelse fra kulturministeren, hvis man vil opsætte bl.a. lysinstallationer på en fredet bygning:

“§ 10. Alle bygningsarbejder vedrørende en fredet bygning kræver tilladelse fra kulturministeren, hvis arbejderne går ud over almindelig vedligeholdelse. Det samme gælder opsætning af lysinstallationer, antenner, parabolantenner og lignende samt skiltning på facader herunder tagflader.”

Sidste sætning indebærer, at bestemmelsen kun gælder for installationer på den fredede bygning. Dvs. paragraffen forhindrer ikke, at man belyser en fredet bygning fra en lyskilde placeret et andet sted end på den fredede bygning.

I praksis har kulturministeren bemyndiget Kulturarvsstyrelsen til at tillade bygningsarbejder og opsætning af lysinstallationer mv. (bekendtgørelse nr. 1442 af 12. december 2010 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Kulturarvsstyrelsen § 9 nr. 9). Afgørelser truffet af Kulturarvsstyrelsen kan påklages til kulturministeren (§ 12, stk. 1).

Kommunalbestyrelsen skal indberette det til kulturministeren, når den får kendskab til et ulovligt forhold. Når kulturministeren får kendskab til et ulovligt forhold, skal ministeren søge at få forholdet lovliggjort medmindre, det er af underordnet betydning (§ 32a).

Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (lovbekendtgørelse nr. 77 af 2. februar 2009) har bl.a. til formål “at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde”.

Loven indeholder dog ikke særlige bestemmelser om belysning af kirkens facader e.lign.

Men loven specificerer, at det er menighedsrådet, der sørger for vedligeholdelse af kirken: “§ 3. Menighedsrådet sørger for vedligeholdelse af kirken og dens inventar og udsmykning.” Denne bestemmelse indebærer, at det også er menighedsrådet, der har ansvaret for eventuel belysning af kirken.

Loven bemyndiger kirkeministeren til at udforme regler for klager: “§ 47 a. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om klageadgang.” Det er således bestemt, at det er stiftsøvrigheden, som fører tilsyn med menighedsrådenes forvaltning af kirker, kirkegårde, præsteboliger og præstegårde, og som bl.a. godkender ændringer i kirkebygninger. Afgørelser, som en stiftsøvrighed træffer, kan indbringes for Kirkeministeriet (Opgave og rollefordeling mellem provstiudvalg, stiftsadministrationer, Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet, dokument nr. 20609/11 af 31. marts 2011 side 9-14).

Vejloven

Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011) vedrører veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til denne lov.

De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje og kommuneveje (§ 1, stk. 2). Hovedlandevejene administreres af Vejdirektoratet under Transportministeriet (§ 2, stk. 4). Kommunalbestyrelserne er forvaltningsmyndighed for kommunevejene (§ 2, stk. 5). Disse myndigheder benævnes vejbestyrelser (§ 2, stk. 6).

Kommunalbestyrelsernes afgørelser efter denne lov kan – for så vidt angår retlige spørgsmål – påklages til transportministeren (§ 4, stk. 1).

Vejloven giver en vejbestyrelse bemyndigelse til bl.a. at anbringe lyskilder på ejendomme langs en offentlig vej til belysning af vejen, vejnavneskilte, færdselstavler og henvisningsskilte:

“§ 108. På ejendomme, herunder bygninger, langs en offentlig vej kan vejbestyrelsen eller kommunalbestyrelsen anbringe: […] belysningslegemer med tilhørende ledninger til belysning af vejen, vejnavneskilte, færdselstavler og henvisningsskilte”.

Hvis lyskilderne mv. medfører skade eller ulempe, har ejendommens ejer krav på erstatning: “Enhver skade eller ulempe, som forvoldes ved anbringelse, tilstedeværelse eller vedligeholdelse af de skilte mv., der er nævnt i stk. 1, skal erstattes af vedkommende myndighed” (§ 108, stk. 3).

Loven giver transportministeren mulighed for at udforme regler og normer for offentlige veje og deres forhold til omgivelserne:

“§ 6. Transportministeren kan fastsætte almindelige regler og normer for anlæg, vedligeholdelse og drift af de offentlige veje, herunder for vejenes forhold til omgivelserne, for entreprisebetingelser og for sådanne forhold, som i øvrigt er af betydning for vejnettets ensartethed og trafiksikkerhed.”

Privatvejsloven

Lov om private fællesveje (lov nr. 1537 af 21. december 2010) har til formål “at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning. Loven skal desuden medvirke til at sikre, at almene offentlige hensyn i øvrigt tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i byer.”

Kommunalbestyrelsen er forvaltningsmyndighed for både private fællesveje og private fællesstier (§ 1, stk. 2).

I forlængelse af dette kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private fællesveje mv. skal holde disse belyst:

“§ 7. I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.”

“§ 59. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene offentlige hensyn.”

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan – for så vidt angår retlige spørgsmål – påklages til transportministeren (§ 87, stk. 2).

Vejregler for vejbelysning

Cirkulære om vejbelysning

Bemyndigelsen til transportministeren i vejloven og en tilsvarende bemyndigelse i privatvejsloven er bl.a. udmøntet i cirkulære om vejbelysning (Trafikministeriets cirkulære nr. 152 af 12. oktober 1999).

Cirkulæret annoncerer, at der er udformet Vejregler for belysning, og at Vejdirektoratet i tilknytning til disse har udsendt en teknisk håndbog og en visuel håndbog om vejbelysning.

Det fremgår ligeledes af cirkulæret, at vejreglerne indeholder bindende regler, vejledninger og kommentarer. De bindende regler er meget få. De specificerer ifølge cirkulæret således kun, at:

• fodgængerfelter skal være belyst
• signalregulerede kryds skal belyses

Håndbog om vejbelysning

Vejdirektoratets “Håndbog. Vejbelysning. Anlæg og planlægning” fra november 2020 erstatter den tekniske håndbog og den visuelle håndbog, som der henvises til i cirkulæret.

Håndbogen omfatter bindende bestemmelser, anbefalinger vejledning og eksempler ifølge indledningen. De bindende bestemmelser er meget få og stort set lig de to regler i cirkulæret. Resten har altså intet med regler at gøre.

Håndbogen henvender sig til alle statslige og kommunale vejbestyrelser og omfatter alle veje under deres myndighedsområde. Dvs. også private veje og private fællesveje med offentlig færdsel.

Formål med vejbelysning

Vejbelysning har først og fremmest har til formål at fremme “trafiksikkerhed, fremkommelighed og tryghed”. Desuden anføres det, at vejbelysningen kan “medvirke til at fremme borgernes brug af det offentlige rum og dermed kultur- og forretningslivet”.

I samme afsnit om belysningens formål udtrykkes det også direkte, at “belysning af nattehimlen (spildlys) bør begrænses”.

Vejbelysning i byer, men ikke i åbent land

Hovedprincippet for vejbelysning er, at alle trafikarealer i bymæssige områder belyses, mens veje og stier i åbent land ikke belyses. Dog belyses signalregulerede kryds, rundkørsler og bump i åbent land.

Armaturer med plan skærm

Håndbogen indeholder afsnit om valg af armaturer, så fjernvirkning, blænding og belysning af nattehimlen begrænses. Med fjernvirkning menes belysningsanlæggenes synlighed på afstande over 100 meter. Herunder er der også et afsnit, som beskriver, at armaturer bør monteres uden hældning for at begrænse fjernvirkning. Visse armaturer monteres dog med en hældning på 3 grader, men “større hældninger er uønskede”. Armaturer i afskærmningsklassen G*6 svarer til armaturer med plan skærm anbragt i vandret stilling. Hensigten med disse armaturer er at begrænse belysning af nattehimlen. Klassen (kan) anvendes til alle typer veje og færdselsarealer. Generelt anbefales armaturer med plan skærm.

Belysning af sidearealer

Håndbogen beskriver, at “det er af betydning for trafiksikkerheden og opfattelsen af vejrummet, at de nærmeste sidearealer, hække, hegn og den nederste del af bygninger får en passende belysning”. Videre hedder det, at “på boligveje med spredt lav bebyggelse ønskes en vis belysning af hække, hegn og personer, men næsten ingen belysning af haver og huse” (min fremhævning).

Begrænsning af belysning af nattehimlen

I et afsnit om belysningsanlæggenes påvirkning af omgivelserne anføres det:

“Belysning af nattehimlen begrænses ved:

• Begrænset brug af vejbelysning i åbent land
• Valg af belysningsklasser svarende til forholdsvis lave niveauer tilpasset behovet
• Begrænsning af fjernvirkning ved brug af armaturer med høj afskærmningsklasse
• Dæmpning af belysningen i trafiksvage perioder om natten.

“Belysning af nattehimlen bør begrænses yderligere ved brug af armaturer i særligt høje afskærmningsklasser, når dette ikke har stærkt uheldige følger for belysningsanlæggenes økonomi eller udformning.

Selv ved brug af armaturer i afskærmningsklasse G6, som ikke giver direkte belysning af nattehimlen, sker der en indirekte belysning ved refleksion i vejen og dens omgivelser. En middellys vejbelægning reflekterer ca. 25 % af den indfaldende belysning.”

(Den “afskærmningsklasse G6”, der nævnes i citatet ovenfor, er den klasse, der nu hedder G*6, og som er nævnt længere oppe. Brugen af “G6” afslører, at det meste af teksten herover om belysning af nattehimlen er copy-pastet fra vejreglerne fra 1999).

Indvirken på fauna, flora og økosystemet

En vigtig grund til udgivelsen af håndbogen er overgangen til anvendelse af LED-lyskilder i vejbelysningen. Håndbogen beskæftiger sig derfor også med lyskilder. I den forbindelse er det værd at bemærke, at det anføres, at et af ønskerne til en lyskilde er “en lav grad af indvirken på fauna, flora og økosystemet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter)”. I forbindelse med valg af lyskilder forklares det også, at:

• “Graden af indvirkning på fauna, flora og økosystemer er lavest for lyskilder, hvis udstråling ikke indeholder blåt, violet eller ultraviolet lys (bølgelængder under 500 nm)”
• “I nogle områder bør udstrålingen ikke indeholde dybrødt eller infrarødt lys (bølgelængder over 680 nm). Denne afgrænsning er stærkest for LED-pakker/-moduler med lav farvetemperatur, og i praksis, hvor der skal tages udstrakt hensyn til miljø og natur, bør der vælges gulligt lys med nominel farvetemperatur på ikke over 2000 K og farvegengivelse, Ra større end eller lig 50.

Natreduktion

Håndbogen indeholder også anbefalinger vedrørende indretning af belysningsanlæg til reduktion af belysningen i perioder, hvor trafikken er væsentlig svagere end i spidsbelastningsperioderne.

Belysningsklasser og afskærmningsklasser mv.

Et vigtigt kapitel i håndbogen omhandler belysningsklasser. En belysningsklasse er en betegnelse for et sæt lystekniske kvalitetskrav til belysningsanlæg. De lystekniske kvalitetskrav vedrører bl.a. luminanser på kørebanen eller belysningsstyrker. Det vil blive for teknisk at gennemgå belysningsklasserne her. Håndbogen har ligeledes kapitler, der beskriver klasser for afskærmning og klasser for blændings­tal. Det vil også blive for teknisk at gennemgå dem. Der henvises i stedet direkte til håndbogen.

Belysningsplan

Til sidst skal det nævnes, at det anbefales, at vejmyndigheden udarbejder en belysningsplan for vejbelysningen, og der gives anbefalinger til, hvad sådan en plan som minimum bør indeholde. Afsnittet om belysningsplan afsluttes med en anbefaling om, at “eventuelle retningslinjer for privat belysning (reklamer, forretningsvinduer, sikkerhedsbelysning, parkeringspladser mv.) [bør] overvejes”. Desværre er der ikke anført noget om begrænsning af belysning af nattehimlen i afsnittet.

Vejbelysningsanlæg fra før 1979

Vejbelysningsreglerne trådte første gang i kraft i 1979. Det kan derfor ikke forventes, at vejbelysningsanlæg etableret før dette år opfylder krav i vejbelysningsreglerne (Håndbog for kommunernes vej- og byrumsbelysning. Vejdirektoratet og KTC (SAMKOM), marts 2009, side 35).

Husdyrgodkendelsesloven

Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (lovbekendtgørelse nr. 1486 af 4. december 2009) har til formål at “medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.”

Loven sigter bl.a. på at “forebygge og begrænse forurening af luft, vand, jord og undergrund samt at begrænse lugt-, lys-, støv-, støj- og fluegener fra husdyrbrug, herunder fra produktion, opbevaring og anvendelse af husdyrgødning m.v.” (§ 1, stk. 2).

Loven sigter bl.a. også på at beskytte naturen med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber, og at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource (§ 1, stk. 2).

Det er kommunalbestyrelsen, som behandler ansøgninger om tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug.

Når kommunalbestyrelsen vurderer en ansøgning, skal den varetage en række hensyn, herunder et hensyn om at begrænse lysgener for naboer:

“§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:

1. Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik.
2. Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.
3. Begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue- og lysgener, affaldsproduktion m.v.).
4. Hensynet til de landskabelige værdier.”

Når kommunalbestyrelsen tillader eller godkender et husdyrbrug, skal den fastsætte vilkår, der sikrer, at bl.a. lysgener for naboer begrænses (§ 27, stk. 1, pkt. 1).

Lov om luftfart

Lov om luftfart (Lovbekendtgørelse nr. 959 af 12. september 2011) regulerer luftfart inden for dansk område.

Loven bemyndiger transportministeren til at fastsætte nærmere bestemmelser for den civile luftfart. Denne bemyndigelse er videregivet til Trafikstyrelsen (Transportministeriets bekendtgørelse nr. 893 af 29. august 2012 om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter).

Loven indeholder en bestemmelse om, at anlæg, som vil blive 100 m eller mere høje, skal anmeldes til Trafikstyrelsen og afmærkes, hvis transportministeren finder, at hindringen vil frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed (§ 67 a).

Loven indeholder også en bestemmelse om, at transportministeren kan forbyde anbringelsen og benyttelsen af bl.a. lysanlæg, som udsætter luftfartens sikkerhed for fare:

“§ 68. Transportministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren forbyde anbringelsen og benyttelsen af, eventuelt kræve ændret eller fjernet, mærker, lys- eller lydanlæg, anlæg, der udsender radiobølger, eller andre indretninger, for så vidt de udsætter luftfartens sikkerhed for fare.”

Bestemmelser om luftfartshindringer

Bestemmelser om luftfartshindringer (BL 3-10. Bestemmelser om luftfartshindringer. Udgave 2, 22. januar 2010. Statens Luftfartsvæsen) fastsætter bestemmelser om luftfartshindringer på dansk område og afmærkning af sådanne.

BL 3-10 specificerer, at “enhver genstand med en højde over terræn eller normal vandstand (DVR90) fra 100 m og indtil 150 m betragtes som en hindring og skal afmærkes, hvis Statens Luftfartsvæsen finder det påkrævet”.

Det specificeres desuden, at “Enhver genstand med en højde over terræn eller normal vandstand (DVR90) på 150 m eller derover betragtes som en hindring og skal afmærkes”.

Reglerne for afmærkning af hindringer med højde på 150 m eller mere er resumeret i Rapport om lysmarkering af vindmøller, Naturstyrelsen, 2. februar 2011. Det fremgår, at reglerne medfører, at afmærkning af høje hindringer vil bidrage til belysning af nattehimlen, fordi lyset fortrinsvis skal dirigeres opad. Samtidig sigter reglerne på at reducere blænding og lignende effekter for hindringernes naboer.

Hovedreglen er, at hindringer med højde på 150 meter over terræn eller højere skal afmærkes med højintensivt hvidt lys.

Lysintensiteten tilpasses, så den varierer i forhold til omgivelsernes baggrundsluminans. Dermed sikrer man den fornødne synlighed over for piloten samtidig med, at omgivelserne generes mindst muligt. Kravene til regulering af lysintensiteten i forhold til omgivelserne er, at ved en baggrundsluminans:

• over 500 cd/m2, typisk i dagperioden med høj sol, skal lysintensiteten være 200.000 cd (+/- 25 %).
• på 50-500 cd/m2, typisk i dagperioden med overskyet vejr eller tusmørke, skal lysintensiteten være 20.000 cd (+/- 25 %).
• under 50 cd/m2, typisk i natperioden eller ved en meget mørk dag, skal lysintensiteten være 2.000 cd (+/- 25 %).

Endvidere er der krav til den maksimale lysintensitet ved givne vinkler, når lysafmærkningen er justeret ud fra en vandret flade. I en vinkel på ­­–10 grader i forhold til horisontalplanet må den maksimale intensitet være maksimal 3 % af ovennævnte lysintensiteter. Ved –1 grad må den maksimale intensitet være maksimal 75 % af ovennævnte lysintensiteter.

Lysafmærkningen skal blinke med en frekvens på 40-60 blink i minuttet for at signalere fare og henlede opmærksomheden over for piloten.

For at piloten kan bestemme placering og omfang af hindringen, skal der etableres lysafmærkning på øverste punkt og på mellemste punkt. Særlig for vindmøller vil det medføre, at lysafmærkning skal etableres på vingetip eller på en mast opstillet i umiddelbar nærhed af vindmøllen.

Der skal etableres lysafmærkning på mellemniveau med indbyrdes afstand på maksimal 105 meter. På hvert mellemniveau rettes hovedstrålen over det horisontale niveau i retning mod luftrummet, hvor luftfartøjet befinder sig. Dette vil samtidig nedsætte generne for nærliggende beboelse.

For vindmøller med en højde på over 150 meter vil det indebære mindst ét mellemniveau med hindringslys på selve mølletårnet.

Antallet og placering af hindringslysene på hvert niveau skal fastsættes således, at afmærkningen er synlig fra alle horisontale retninger.

Ved etablering af mere end et niveau af blinkende hindringslys skal disse være synkront blinkende for at undgå forstyrrelse af pilotens opfattelse af hindringen. Det har den sideeffekt, at det nedsætter generne for omkringliggende beboelse.

Bekendtgørelse om afmærkning mv.

Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 229 af 4. april 1989 om afmærkning m.v. i dansk afmærkningsområde fastlægger, at der ikke må anbringes genstande i farvandene, der kan virke hindrende for sejladsen, eller oprettes lysreklamer eller andre indretninger, der kan virke vildledende for sejladsen (§ 3).

Færdselsloven

Bekendtgørelse nr. 1055 af 9. november 2012 af færdselsloven fastlægger (§ 99 stk. 3), at politiet kan forlange lysindretninger mv., der kan ses fra vej, fjernet, hvis:

• de har lighed med færdselstavler, signalanlæg og anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering af eller vejledning for færdslen, eller
• de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen.

Regler for vinterbyggepladsbelysning

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1989 af 9. december 2020 om bygge- og anlægsarbejde fastsætter i § 56, stk. 1 bl.a., at arbejdspladser og -steder, lokaler og adgangsvejene skal være tilstrækkeligt oplyst med kunstig belysning tilpasset arbejdets art, så arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt om natten, og når dagslys ikke er nok.

I § 56, stk. 2 fastlås det, at belysningen ikke må give generende blænding eller reflekser.

Dette uddybes i Arbejdstilsynets vejledning A.2.2 om “Måling og belysning på adgangsveje, transportveje og færdselsarealer på byggepladser”. Her fastslås det i afsnit 1, at “belysningen skal udføres, så den ikke generer byggepladsens naboer, trafikanter på tilstødende veje eller andre uden for byggepladsen.”

Arbejdstilsynet oplyser til lysforurening.dk, at en nabo, der generes af vinterbyggepladsbelysning, kan klage til kommunen. I praksis vil det sige miljø- eller byggesagsafdelingen. En trafikant, der generes af vinterbyggepladsbelysning, kan rette henvendelse til politiet. Arbejdstilsynet behandler ikke klager fra naboer eller trafikanter.

Læs også: Lov i Frankrig forbyder udendørs lys fra virksomheder sent om natten