Case – Hvidovre Kommuneplan 2021

Hensyn til nattemørket i Hvidovre Kommuneplan 2021

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune har i sin gældende Kommuneplan 2021 en målsætning om at “begrænse og tilpasse etableringen af kunstig belysning i vores overordnede, grønne struktur, for at forbedre muligheden for at opleve nattemørke.” Denne målsætning er resultatet af et høringssvar sendt til kommunen i forbindelse med høringen af forslaget til Kommuneplan 2021.

Hvidovre Kommune besluttede den 22. juni 2021 at fremlægge sit Forslag til Kommuneplan 2021 i offentlig høring fra 12. august til 7. oktober 2021. I denne periode kunne alle interesserede indsende høringssvar.

Denne mulighed benyttede 102 borgere, organisationer og myndigheder sig af. Blandt disse var Per Tybjerg Aldrich, redaktør af lysforurening.dk og borger i Hvidovre Kommune.

Høringssvar om hensyn til nat-naturen og nattemørket

Per Tybjerg Aldrich skrev følgende høringssvar med henvisning til det fremlagte Forslag til Kommuneplan 2021:

Hensyn til nat-naturen og nattemørket mangler i forslaget til kommuneplan
Forslaget til kommuneplan 2021 har stor fokus på sundhed, natur, miljø og bæredygtighed. Dette er godt og rigtigt og kan være med til at gøre Hvidovre til en attraktiv kommune.

I forslaget – og den tilhørende miljøvurdering – overses det imidlertid fuldstændigt, at mørke om natten er afgørende for såvel menneskers sundhed og biodiversiteten samt for visse naturoplevelser. Dokumentation for dette findes f.eks. via følgende links: https://lysforurening.dk/sundhed/, https://lysforurening.dk/fauna/, http://grontmiljo.dk/detkunstige-lys-paavirker-vores-rytmer/, https://lysforurening.dk/flora/ og https://lysforurening.dk/stjernehimlen/.

Det er derfor afgørende, at kommuneplanen kommer til at indeholde målsætninger og retningslinjer vedr. hensyn til nattemørke og natnaturen, begrænsning af lysforurening og anvendelse af kunstig belysning udendørs. I det følgende gives konkrete forslag til formuleringer:

I afsnit 2.1 Sundhed for alle foreslås en ny retningslinje: “2.1.3 Ved planlægning af nye boligområder skal det sikres, at vejbelysning og anden kunstig udendørs belysning ikke bidrager til lysforurening, dvs. ikke lyser over det vandrette plan og kun lyser ned på de veje, cykelstier og fortove, som skal belyses, ikke er for kraftigt og højst har en farvetemperatur på 2700 K samt kun er tændt, når der er behov for det, evt. ved anvendelse af bevægelsessensorer el.lign.”

I afsnit 5.1 De grønne områder foreslås en ny retningslinje for at sikre natnaturen, herunder nattemørket, af hensyn til naturoplevelser og dyrelivet samt for at fastholde den klare grænse mellem by og land: “5.1.6 Den grønne struktur friholdes for kunstig udendørs belysning. Eksisterende udendørs belysningsanlæg i den grønne struktur udfases eller ændres, så lysforurening, herunder spildlys, fjernvirkning og blænding, undgås, og så farvetemperaturen kommer under 2700 K.”

I afsnit 5.2 Landskabs- og naturværdier og Grønt Danmarkskort bør en af de nuværende målsætninger omformuleres til: “Vores beskyttelsesområder skal værnes ved at begrænse forurening, herunder lysforurening, og fremme biologisk og landskabelig mangfoldighed.”

Retningslinje 5.2.3 bør ændres til: “Der skal sikres en god offentlig tilgængelighed til beskyttelsesområderne med mulighed for at opleve og forstå landskabs- og naturværdierne, herunder natnaturen og det naturlige nattemørke.”

Der foreslås en ny retningslinje: “5.2.9 I beskyttelsesområderne må der ikke opføres udendørs kunstig belysning.”

Belysningen på stien gennem bl.a. Strandengen er et eksempel på, at kommunalbestyrelsens målsætninger ikke er opfyldt, jf. fotoet herunder. Belysningen udvisker grænsen mellem by og land, spolerer oplevelsen af natnaturen og forstyrrer dyre- og fuglelivet. Desuden er belysningen kendetegnet ved at blænde, ved at skabe skiftevis belyste og ubelyste pletter på stien og ved – i strid med vejreglerne – pludselig at skifte fra den ene side af stien til den anden side af stien. Hertil kommer, at farvetemperaturen er meget høj, hvilket også forstyrrer faunaen og dermed forringer biodiversiteten. Den slags katastrofer skal gerne undgås fremover med hjælp fra den nye kommuneplan.

Kommunens vurdering af høringssvar

Den 21. december 2021 behandlede kommunalbestyrelsen de indkomne høringssvar og vedtog den endelige Kommuneplan 2021.

Som grundlag for behandlingen havde kommunalbestyrelsen en “Hvidbog over høringssvar til Forslag til Kommuneplan 2021”, som den kommunale administration havde udarbejdet. Hvidbogen refererede alle de indkomne høringssvar, kom med vurderinger af forslagene mv. i høringssvarene og fremlagde til sidst forslag til ændringer i Kommuneplan 2021, dvs. en anbefaling til kommunalbestyrelsen.

I forhold til høringssvaret fra Per Tybjerg Aldrich vurderer administrationen for det første, at kommunen har hjemmel i forskellige love til at regulere kunstig belysning, og at lysinstallationer ikke må være til ulempe i forhold til omgivelserne. For det andet vurderer administrationen, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at have generelle retningslinjer om farvetemperatur og bevægelsessensorer mv. Kommunen har i stedet en praksis om at vurdere de enkelte sager/projekter konkret. Administrationen anbefaler dog på baggrund af høringssvaret, at der kommer to formuleringer med i Kommuneplan 2021. Administrationens samlede behandling af høringssvaret fremgår herunder:

Resume af høringssvar
Per Tybjerg Aldrich (høringssvar nr. 15) foreslår, at kommuneplanen indeholder retningslinjer, der sikrer nat-naturen og nattemørket. Per Tybjerg Aldrich har tre konkrete forslag til formuleringer under afsnit 2.1 Sundhed for alle, afsnit 5.1 De grønne områder og afsnit 5.2. Landskabs- og naturværdier og Grønt Danmarkskort. Retningslinjerne skal sikre, at vejbelysning og anden kunstig udendørs belysning ikke bidrager til lysforurening i byerne. Retningslinjerne skal desuden bidrage til at fastholde den skarpe grænse mellem by og land og sikre natnaturen, herunder nattemørket, af hensyn til naturoplevelser og dyrelivet.

Administrationens bemærkninger
Kommunen har hjemmel i byggeloven, vejloven og planloven til at regulere kunstig belysning i byen og landzonen. Lysinstallationer må ikke være til ulempe i forhold til omgivelserne og kommunen kan sikre opfyldelse af dette inden for gældende lovgivning. Administrationen vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at indskrive generelle retningslinjer om farvetemperatur, bevægelsessensorer, lyskildens retning m.m. eller at de grønne områder helt skal friholdes for kunstig, udendørs belysning. Kommunen har praksis for at vurdere de enkelte sager/projekter konkret og vurdere behovet for at tilpasse udformningen af udendørs belysning.

Forslag til ændringer i Kommuneplan 2021
På baggrund af høringssvaret anbefaler administrationen, at der i afsnit 5.1 De grønne områder under Den grønne struktur, efter tredje afsnit tilføjes: ”En naturoplevelse kan også være at opleve nattemørket og stjernehimlen. Brugen af kunstigt lys i vores grønne områder kan udviske grænsen mellem by og land og forstyrre dyrelivet.”

Administrationen anbefaler desuden, at der tilføjes følgende under Kommunalbestyrelsens målsætninger på side 74: ”Vi vil begrænse og tilpasse etableringen af kunstig belysning i vores overordnede, grønne struktur, for at forbedre muligheden for at opleve nattemørke.”

Endelig Kommuneplan 2021 med formuleringer om nattemørket

Den 8. april 2022 skrev Hvidovre Kommunes borgmester til alle, der havde indsendt høringssvar, og informerede om, at den endelige Kommuneplan 2021 nu var vedtaget. Brevet var vedlagt administrationens Hvidbog og indeholdt et link til den endelige Kommuneplan 2021 på kommunens hjemmeside.

Det fremgår af den endelige Kommuneplan 2021, at kommunalbestyrelsen fulgte administrationens anbefalinger angående Per Tybjerg Aldrichs høringssvar. Så nu kan man i Kommuneplanens afsnit 5.1 om De grønne områder under målsætninger læse, at:

En naturoplevelse kan også være at opleve nattemørket og stjernehimlen. Brugen af kunstigt lys i vores grønne områder kan udviske grænsen mellem by og land og forstyrre dyrelivet.

På baggrund af denne konstatering, har kommunalbestyrelsen denne målsætning:

Vi vil begrænse og tilpasse etableringen af kunstig belysning i vores overordnede, grønne struktur, for at forbedre muligheden for at opleve nattemørke.

Sammen med andre målsætninger om bl.a. sundhed, trivsel, natur, miljø, ressourcer og bæredygtighed udgør disse formuleringer et godt grundlag for at indarbejde mere konkrete bestemmelser om nattemørke og kunstigt lys om natten i kommunens lokalplaner. Derved er der mulighed for at forebygge lysforurening, inden den opstår, dvs. inden der sættes belysningsanlæg op. Og det er netop det, der er formålet med at påvirke planlægningen via Planlovens bestemmelser om borgerinddragelse mv.