
Lysforurening fra kunstigt lys om natten har negative konsekvenser for mennesker, dyr og planter. Det er ikke nogen hemmelighed for brugere af dette site. Heldigvis er der en stigende opmærksomhed på problemet – i befolkningen, blandt forskere, blandt beslutningstagere og hos myndigheder. Det sidste er en ny viden- og dokumentationsrapport fra Vejdirektoratet et eksempel på.
“Belysningens indvirkning på dyr, planter & mennesker” af Joachim Stormly Hansen og Paul Michael Petersen er udgivet af Vejdirektoratet i maj 2024 og giver en grundig oversigt over:
- Hvad lysforurening er
- Hvordan lysforurening måles
- Hvad lysforurening gør ved mennesker, dyr og planter
- Hvordan lysforurening reguleres i Danmark og andre lande
- Hvordan lysforurening kan imødegås
Oversigten bygger på en imponerende lang liste af kilder og kommer godt omkring de enkelte emner.
Det er prisværdigt, at Vejdirektoratet har bestilt denne rapport, og det bliver spændende at følge, hvordan Vejdirektoratet vil bruge rapporten.
Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at forfatterne og Vejdirektoratet havde brugt lidt mere tid på at disponere, skrive, redigere og sprogligt kvalitetssikre rapporten, inden de udgav den. Den er blevet lidt vel lang, bl.a. fordi den indeholder en del gentagelser, herunder enslydende afsnit, som optræder mere end én gang, og lidt rodet, fordi den ikke er klart disponeret og uden overgang veksler mellem overordnede beskrivelser og meget tekniske gennemgange.