
Lyskasteren ved Bilka i Sønderborg. Fot.: Kim Christensen.
Bilka i Sønderborg forsøgte i julemånederne at tiltrække flere kunder ved hjælp af en lyskaster. Lysstrålen fra lyskasteren kunne i nattemørket ses tydeligt mindst 10 km væk. Faktisk blev den set helt på Ærø – omkring 30 km fra Sønderborg!
Flere borgere i og omkring Sønderborg følte sig stærkt generet af lysstrålen, der fejede hen over himlen. Nogen var nær ved at køre galt på de mørke landeveje, når de pludselig så lysstrålen. Andre oplevede, at lyset skinnede ind af deres vinduer. Og atter andre var utilfredse med, at lyset spolerede deres udsigt til den mørke nattehimmel.
Over 200 underskrifter i løbet af ét døgn
En gruppe borgere med Kim Christensen i spidsen nøjedes ikke med at føle sig generet. De tog initiativ til en underskriftsindsamling. Formålet med indsamlingen var at få Sønderborg Kommune til at forbyde Bilka’s og andre lyskastere i kommunen – med henvisning til § 6D stk. 2 i Byggeloven.
Den pågældende paragraf i Byggeloven handler om, at lysinstallationer ikke må være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne.
I skrivende stund har 269 mennesker skrevet under på opfordringen til kommunen. Heraf indløb de første par hundrede underskrifter i løbet af det første døgn efter indsamlingen begyndte. Indsamlingen løber til den 1. januar 2019.
Bilka lyttede til protesterne – gør kommunen også?
Underskriftsindsamlingen gik ikke ubemærket forbi hos Bilka i Sønderborg, og i løbet af kort tid blev lyskasteren slukket. Sektionschef Claus Kudahl Christensen udtaler til SønderborgNYT: “Vi mener ikke, at vi overtræder nogle bestemmelser, men vi er selvfølgelig ikke interesseret i at genere nogle og derfor har vi fjernet dem”.
Hvordan Sønderborg Kommune stiller sig til forslaget om helt at forbyde lyskastere, vides ikke. Men kommunen har faktisk to gange tidligere forbudt lyskastere. Første gang var i 1995 og anden gang var i 2008. Dette skete primært for at sikre (natte-)himlen som et fælleseje frem for som en legeplads for dem, der har den kraftigste lyskaster. Så noget tyder på, at man aldrig rigtigt har fået implementeret og håndhævet forbuddet i kommunen. Måske udvirker de mange underskrifter, at det lykkes denne gang?

Stendyssen i Sønderskov øst for Sønderborg henligger normalt i mørke. Her udfolder naturen dog et lysshow i form af nordlys over dyssen. Fot.: Kim Christensen

Bilka’s lyskaster fotograferet ved stendyssen i Sønderskov et par kilometer øst for Bilka Sønderborg. Fot.: Kim Christensen