Planer om feriepark bekymrer folkene bag Møn Dark Sky Park

MoensKlintFerieparkpaaLFkort

Finansmanden og udlandsdanskeren John Bengt Møller har en plan. Han vil bygge Møns Klint Feriepark. Den skal ligge på det, der i dag er en mark ud til Hjelm Bugt (cirklen på lysforureningskortet ovenfor). Parken skal bestå af 500 feriehuse i klynger og vil angiveligt koste en milliard kroner at opføre. Parken skal efter planerne være klar til højsæsonen i 2022.

Certificeret nattehimmel

Men planen vækker bekymring og modstand. Der er bl.a. en frygt for, at ferieparken vil true nattemørket over Møn.

Møn ansøgte som det første sted i Norden om at blive udnævnt til Dark Sky Community og Dark Sky Park. Efter fire års hårdt arbejde lykkedes det endelig i 2017 at opnå de to certificeringer fra International Dark-Sky Association (IDA).

For at opnå certificering som Dark Sky Community og/eller Dark Sky Park skal et sted leve op til en række krav, som IDA stiller. Kravene handler kort fortalt om, at lysforureningen på stedet skal være minimal, og at man lokalt skal regulere udendørs belysning, så den mørke nattehimmel bevares.

Siden certificeringen har Vordingborg Kommune og mange andre aktører meget aktivt og med stor succes brugt den mørke nattehimmel i markedsføringen af Møn som turismedestination. Successen har været så stor, at mange tror, at Møn er det eneste sted i Danmark, hvor man kan se en stjernehimmel fri for lysforurening.

Ferieparken truer biodiversiteten

Dark Sky Park er faktisk også en af den mønske attraktioner, som bliver fremhævet i grundlaget for Møns Klint Feriepark. Så hvorfor er nogen bekymrede?

Tom Axelsen, der var en af initiativtagerne til Møn som Dark Sky Community & Park, og som i dag er Dark Sky-konsulent for andre steder i Danmark, der vil have certifikat på nattemørket, forklarer:

“En rigtig stor andel af livet på landjorden er afhængig af nattemørket. Nattemørket er den største, men også mest oversete og misforståede biotop i Danmark. Dark Sky-projektet havde og har derfor som et af sine mål at bevare denne biotop og dermed biodiversiteten på Møn og Nyord.”

“Set fra et insekts perspektiv er enhver lyskilde i natten et problem. En feriepark med udendørslamper, ved døre, parkeringsområder, stier og veje, samt ikke at forglemme rigtig mange vinduer, vil lægge et stort pres på insektlivet i et område med læbælter, strandenge og mose.”

Pres på certificeringen

Det er dog ikke kun biodiversiteten, Tom Axelsen er bekymret for. Selve den mørke nattehimmel og dermed certificeringen kan også være i fare:

“Selv hvis ferieparken bruger ‘Dark Sky-venlige’ lamper, vil ferieparken medføre en væsentlig forringelse af oplevelsen af nattehimlens stjernevrimmel i et stort område omkring ferieparken. ‘Dark-Sky-venlige’ lamper bidrager nemlig også til lysforurening, fordi 20 % af lyset fra dem reflekteres fra terrænet op i himlen. Dertil kommer lyset fra vinduer i 500 huse med tilhørende terrasser, som sendes i alle retninger, og hvis bidrage til lysforureningen kan være væsentligt større end bidraget fra udendørslamperne.”

“Når et stort projekt som Møns Klint Feriepark bliver introduceret i et område, hvor der tidligere kun har været meget begrænset brug af kunstigt lys, og dermed forringer kvaliteten af nattehimlen i et endnu større område, bliver certificeringen som Dark Sky Community sat under pres.”

Tom Axelsen har udtrykt sin bekymring i et brev til Vordingborg Kommune i forbindelse med kommunens indkaldelse af ideer og forslag vedr. planlægning og miljøvurdering af projektet. Nu venter han spændt – sammen med mange andre – på, hvad kommunen beslutter, at miljøvurderingen skal omfatte.

Underskriftindsamling mod planerne

I mellemtiden er Hjelm Bugts Venner i gang med at samle underskrifter mod projektet. De frygter bl.a., at ferieparken senere vil blive udvidet til 700 boliger, og at Møn dermed dagligt får 2.800 ekstra indbyggere i højsæsonen. Øens største by, Stege, har til sammenligning 3.800 beboere. De mange turister – der på årsbasis formentlig vil løbe op i 50-100.000 personer og derfor betyde op imod 25 % flere turister end i 2019 – vil medføre et stort slid på ikke alene naturen, men også broer og veje. Langt over tusinde mennesker har allerede skrevet under.

Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed, forsikrer over for Sjællandske Nyheder, at “intet er besluttet endnu”, men at man blot undersøger mulighederne. En ældre kommuneplan giver dog allerede mulighed for placering af et større hotel eller en feriepark med op til 200 ferieenheder, så det bliver spændende at følge, hvad der videre sker i sagen.

Møns-Klint-Feriepark-Hjelm-Bugt-bæredygtig-ferie-x

Møns Klint Feriepark skal ifølge planerne være bæredygtigt byggeri. Men er et bæredygtigt byggeri det samme som et projekt, der er bæredygtigt for Møn?

Dette indlæg blev udgivet i Flora og fauna, Generelt, Planlægning, Steder, Stjernehimlen og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.