
Kort over hovedstadsområdet, der viser de grønne kiler og fingre, som strækker sig ud fra København.
Miljøminister Ida Auken har i dag, den 19. april 2013, sendt et forslag til Fingerplan 2013 i høring frem til den 14. juni i år. “Fingerplanen skal bidrage til at skabe et sammenhængende net af større friluftsområder og grønne stier i hovedstadsområdet, der sikrer alle borgere nær adgang og god tilgængelighed til natur og et varieret udbud af rekreative friluftsmuligheder af høj kvalitet,” som det hedder i dokumentet med hovedbudskaberne i planen.
Ingen begrænsninger af udendørsbelysning
Desværre kan man endnu engang konstatere, at nattemørke ikke er natur, og at muligheden for at opleve en stjernebestrøet himmel ikke er rekreativ friluftsmulighed – i al fald ikke i miljø-/naturstyrelsens øjne. Der er i al fald ikke ét ord om, at de grønne “kiler” og “fingrer”, som strækker sig ud over hovedstadsområdet fra København, skal holdes fri for kunstig belysning om natten, eller at der skal være særlige krav om afskærmning til de udendørs belysningsanlæg, som kan være nødvendige. Derimod er støj udpeget som et problem, der skal begrænses.
Det eneste, som planen skriver om (kunstig) belysning, er, at der skal etableres belysning. Nemlig på de cykelsuperstier, som er planlagt i Region Hovedstaden. Denne belysning skal til gengæld være “god”. Hvad det så vil sige i denne sammenhæng.
Det er ikke, fordi planen ikke indeholder begrænsninger for, hvad der kan etableres i de grønne kiler. Således præciserer planen for eksempel, at der ikke må opstilles større vindmøller, fordi “almenheden [skal have] mulighed for rekreation gennem ro, natur- og landskabsoplevelse og fysisk udfoldelse”. Solcelleanlæg o.lign. kan heller ikke uden videre opstilles. Der er altså intet principielt til hinder for, at planen satte begrænsninger for kunstig udendørs belysning i de grønne kiler og fingre.
Høring frem til 14. juni
Forslaget til Fingerplan 2013 er som nævnt til høring frem til 14. juni 2013. Det vil sige, at det er muligt at sende kommentarer til forslaget. Man kan i den forbindelse håbe, at tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt velargumenterede forslag om, at planen kommer til at indeholde begrænsninger for udendørs belysningsanlæg i de grønne kiler, kan påvirke myndighederne til at revidere planen på dette punkt.