Undersøgelse påviser stærk sammenhæng mellem nærsynethed og udsættelse for kunstigt lys under søvn om natten inden 2-års alderen.
Små børn, der sover med lyset tændt, har tilsyneladende en højere risiko for at udvikle nærsynethed (myopi). Det viser en undersøgelse offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature.
G.E. Quinn, C.H. Shin, M.G. Maguire og R.A. Stone fra University of Pennsylvania og The Children’s Hospital of Philadelphia har undersøgt øjnene på 479 børn i alderen fra 2 til 16 år og samtidig stillet deres forældre spørgsmål om børnenes udsættelse for lys mv. siden fødslen.
Jo mere lys, desto større risiko for nærsynethed
Forskerne fandt, at 55 % af de børn, der – før de blev to år gamle – sov med lyset tændt i værelset om natten, var nærsynede. Af de børn, som kun havde en svag natlampe tændt, når de sov, var 34 % nærsynede. Af de børn, som sov i totalt mørke, var kun 10 % nærsynede. Der var ingen statistisk sikker sammenhæng mellem udsættelse for lys og langsynethed hos børnene, jævnfør figuren. Forskerne kunne heller ikke finde nogen sammenhæng mellem nærsynethed og andre faktorer, som f.eks. udsættelse for lys om dagen, brug af solbriller, bopæl mv.
Kendes også fra kyllinger og aber
Forskerne har ikke nogen forklaring på den observerede sammenhæng. Sammenhængen kendes imidlertid også fra eksperimenter med kyllinger og aber. Herfra ved man også, at øjenlågene er gennemtrængelige for selv svagt lys. Det betyder, at øjne, der udsættes for lys under søvn, stadig arbejder, selv om de skulle hvile sig.
Forskerne opfordrer andre til at forske videre i sammenhængen mellem udsættelse for lys og nærsynethed. Dels vil det være interessant at påvise den statistiske sammenhæng i andre populationer. Dels må man lede efter de medicinske/fysiologiske mekanismer, der måske gør, at børn risikerer at blive nærsynede, hvis de udsættes for lys om natten, mens de er små.

Indtrængende lys. Lyset fra en kommunal oplagsplads oplyser hele natten facaden i det nærliggende hus. Fot.: P.T.Aldrich.
Nærsynethed og kunstig udendørs belysning
Ifølge CNN’s korrespondent Pat Etheridge er forekomsten af nærsynethed i befolkningen øget gennem de sidste to hundrede år. I dag er mindst 25 % af befolkningen i USA nærsynet. Pat Etheridge peger på, at befolkningen i samme periode er vandret fra landet og ind til byerne, hvor det kunstige lys om natten – såvel inden- som udendørs – er øget i takt med industrialiseringen. Hun mener, at den nye undersøgelse også peger på, at der kan være en sammenhæng mellem disse to udviklingstræk.
Hvis der virkelig er en sammenhæng mellem udsættelse for (kunstigt) lys om natten, bl.a. fra vejbelysning, og nærsynethed, har de samfundsgrupper, der arbejder for en bedre udendørs belysning og en mørkere nattehimmel fået endnu et argument for deres sag.
Kilder: Nature, Vol. 399, 13 May 1999, pp. 113-114. CNN Interactive, Health, May 12, 1999.
Artiklen er bragt første gang 14. maj 1999 på lysforurening.dk. Den bringes igen i anledning af artiklen “Lysforurening truer nattesøvn og helbred” i metroxpress mandag, den 16. juni 2014, side 2-3.
En række forskere har i efterfølgende kommentarer i Nature og artikler i forskellige videnskabelige tidsskrifter argumenteret for, at de ikke kan genfinde en sammenhæng mellem nærsynethed og udsættelse for lys om natten. De peger i stedet på, at der er en sammenhæng mellem nærsynethed hos forældrene og nærsynethed hos børnene.